Aktuelt

Nyheder

Forside / Miljøstyrelsen indhenter ideer til nye IPM-projekter og afholder IPM-dag

Miljøstyrelsen indhenter ideer til nye IPM-projekter og afholder IPM-dag

Har du en god ide til et projekt, som kan bidrage til reduktion af pesticidforbruget og pesticidbelastningen, så send ideen til Miljøstyrelsen eller kom til IPM-dag d. 22. oktober 2024

Nyhed fra Miljøstyrelsen

Ideer til nye IPM-projekter i 2025 og 2026

Miljøstyrelsen vil gerne modtage ideer til IPM-projekter inden for nedenstående temaer, men ideer inden for andre IPM-temaer er også velkomne:

  • Forebyggelse og ikke-kemisk bekæmpelse af skadedyr i raps
  • Effekt af mikrobiologiske midler i kombination med andre IPM-tiltag
  • Forebyggelse og ikke-kemisk bekæmpelse af sygdomme og ukrudt i kartofler
  • Udbredelse af brugen af præcisionsteknologi til reduktion af pesticidforbruget

Miljøstyrelsen kan finansiere både etårige projekter i 2025 og 2026, samt toårige projekter, som påbegyndes i 2025. Der er en samlet pulje på ca. 5,2 mio. kr., som kan finansiere små lokale projekter med få parter eller større projekter med flere parter. Størstedelen af de IPM-projekter, som Miljøstyrelsen finansierer, har et budget på op til 200.000 kr.

Klik her og hent skabelonen for indsendelse af ideer og send den udfyldte skabelon til Miljøstyrelsen på e-mail til begyl@mst.dk, gerne inden d. 8. november 2024.

Herefter vil vi vurdere, hvilke ideer/emner, vi går videre med. Miljøstyrelsen beskriver de konkrete projekter og gennemfører en proces med tilbudsindhentning og kontraktskrivning med relevante parter.

Vi tilstræber, at størstedelen af kontrakterne om IPM-projekter med opstart i 2025 vil være gennemført i løbet af januar 2025.

Temadag om IPM

På Miljøstyrelsens IPM temadag d. 22.oktober 2024 på Bygholm Landbrugsskole vil det ligeledes være muligt at komme med ideer til nye IPM-projekter, men først og fremmest vil der være præsentationer af nogle af de projekter, som Miljøstyrelsen har finansieret i 2024.

Deltagelse i temadagen er gratis og tilmeldingsfristen er forlænget til d. 15.10, så du kan stadig nå det. 

Læs om temadagen og tilmeld dig her:  https://mst.dk/nyheder/2024/september/kom-til-ipm-temadag-d-22-oktober-2024-paa-bygholm-landbrugsskole

Kort om IPM

IPM (integreret plantebeskyttelse) er en hjørnesten i EU’s rammedirektiv om bæredygtig anvendelse af pesticider (2009/128/EF).  EU medlemslandene er forpligtede til at sikre, at alle der anvender pesticider i erhvervsmæssig sammenhæng følger IPM-principperne.

Der er afsat midler under Sprøjtemiddelstrategien 2022-2026 til fremme af IPM i Danmark. Midlerne forvaltes af Miljøstyrelsen bl.a. ved finansiering af IPM-projekter, som udføres af eksterne parter.

Læs mere om IPM-principperne på Miljøstyrelsens hjemmeside

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.