Den 1. august 2026 kan Inger Aagaard fejre 25-års jubilæum hos LHN Ejendom & Jura i Tinglev.
Inger startede i sin tid sin uddannelse hos ejendomsmægler Johannes Garder i Tønder og fortsatte derefter hos Nybolig – Bjarne Jacewicz.
Herefter blev hun ansat ved Vestslesvigs Landboforening i Løgumkloster, som senere fusionerede og blev en del af det daværende Sønderjysk Landboforening i Vojens.
Den 1. august 2001 blev Inger så ansat som assistent i LHN’s daværende ejendomsafdeling og kom til at arbejde sammen med LHN’s mangeårige medarbejder Carsten Dinsen Andersen.
Inger videreuddannede sig senere til ejendomsrådgiver, og arbejder i dag med bl.a. ejendomshandel, dødsboer, fremtidsfuldmagter, forpagtningskontrakter og diverse rådgivning.
Inger bor i Tønder og er mor til 4 voksne sønner. Fritiden tilbringes med bl.a. hus og have, gåture, motionsløb og koncertture.
LHN ønsker Inger et stort tillykke med jubilæet, der fejres med en intern reception den 20. august.
