Lige nu er vi midt i en travl sæson på marken – dagene er lange, opgaverne mange, og tempoet er højt. Når alt går stærkt, kan det være fristende fx at multitaske, når man sidder i traktoren, men det er netop her, at der ofte sker ulykker.
Vanvidskørsel
Vanvidskørsel handler ikke kun om høj fart. Ifølge Færdselsloven kan vanvidskørsel opstå, når en fører udviser alvorligt risikabel adfærd, som skaber fare for liv og førlighed. Det betyder, at selv langsom traktorkørsel kan falde ind under vanvidskørsel, hvis føreren er distraheret – for eksempel ved brug af mobiltelefon – og forårsager skade på personer.
Førerens ansvar
Den person, der kører traktoren, er altid primært ansvarlig. Strafferetligt betyder det, at føreren kan dømmes for vanvidskørsel eller uagtsom personskade. Mindreårige (16–17 år) kan også straffes, men ofte med mildere straf.
Arbejdsgiverens ansvar
Som arbejdsgiver kan du også blive ansvarlig. Hvis en ansat forårsager skade under arbejde eller med dit køretøj, kommer du typisk til at hæfte for erstatningen.
Hvis du som arbejdsgiver har udvist grov forsømmelighed, fx ved at lade en ukyndig ansat køre traktoren, kan der rejses straffesag.
For ansatte under 18 år er arbejdsgivers ansvar større, da der stilles krav om øget oplæring, vejledning og tilsyn.
Hold styr på, hvem der har lov til at køre dine traktorer og under hvilke omstændigheder.
Sørg for, at alle ansatte har korrekt oplæring og forståelse for sikker traktorkørsel, hvilket bl.a. også betyder lovlig brug af mobilen, og selv om mobilen bruges håndfrit bør det begrænses meget som muligt, da både mobil og fx smartwatches er kilde til stor distraktion og dermed farlige situationer i trafikken.
Dokumentér din oplæring og instruktion – det kan være afgørende, hvis der sker en ulykke.
Konklusion
Alle traktorførere har ansvar, men landmanden kan som arbejdsgiver også hæfte, især ved skade forårsaget af ansatte under 18 år eller ved grov forsømmelighed. Korrekt oplæring, tilsyn og sikker adfærd er den bedste måde at forebygge ulykker og retsligt efterspil.
