Et nyt markudledningskort fra SEGES Innovation viser, hvad naturgivne forhold som jordtype, nedbør og retention betyder for kvælstofudledningen til kyst. Kortet giver landmænd, rådgivere og de lokale Treparter bedre grundlag for at målrette kvælstofindsatser.
Nyhed fra Landbrugsinfo.dk
Hvor meget kvælstof, der udledes fra en mark til kysten, afhænger ikke kun af, hvordan marken dyrkes, men i høj grad af de naturgivne forhold som jordtype, nedbør og kvælstofretention. Med kvælstofretention menes der, hvor meget kvælstof der tilbageholdes på vejen fra marken til kysten.
For at give et bedre overblik har SEGES Innovation udviklet et nyt markudledningskort.
Kortet viser, hvor risikoen for kvælstofudledning er størst, og hvor den er mindst, alene på baggrund af de naturgivne forskelle. Det kan hjælpe landmænd, rådgivere og lokale treparter med at finde de arealer, der giver størst effekt ved ekstensivering eller skovrejsning.
Det er vigtigt at understrege, at markudledningskortet ikke siger noget om den konkrete kvælstofudledning fra en mark i dag, da den også afhænger af dyrkningspraksis. Kortet er i stedet et redskab til at forstå de naturgivne forskelle og skabe et mere retvisende grundlag for den lokale planlægning.
Du kan finde markudledningskortet på www.landmand.dk
For at kunne se markudledningskortet skal du være logget ind med dit AgroID. Herefter vil du kunne se en boks med markudledningskortet på forsiden af landmand.dk.
Om markudledningskortet
Landbrug & Fødevarer har anmodet SEGES Innovation om at udarbejde et markudledningskort, der viser hvordan kvælstofudledningen til kyst fra dyrkede arealer varierer som følge af naturgivne forskelle: jordtype, netto-nedbør og kvælstofretention. Den aktuelle dyrkningspraksis indgår derimod ikke i grundlaget for et markudledningskort. Vi beskriver her det datagrundlag og den metode, der er anvendt til at udarbejde et foreløbigt markudledningskort.
Formålet med at udarbejde et markudledningskort er at sikre det mest retvisende grundlag for at identificere dyrkede arealer, hvor der er størst risiko for udledning af kvælstof til kyst. Det er kvælstofretentionen mellem rodzone og kyst, der betyder mest for hvor meget kvælstof der udledes til kyst fra et dyrket areal, men jordtype og nettonedbør har også en væsentlig betydning.
Derfor får man det mest retvisende billede af, hvordan kvælstofudledningen varierer, ved at vægte betydningen af både jordtype, netto-nedbør og kvælstofretention sammen. Markudledningskortet er derfor tiltænkt som et forbedret kortlag til at identificere de rette arealer til ekstensivering og skovrejsning.
Kortet skal ikke anvende til at regne kvælstofeffekter og det skal heller ikke anvendes til at placere højintensive virkemidler som vådområder og minivådområder.
Du kan i samarbejde med din planteavlsrådgiver og LHN’s udtagningskonsulent bl.a. bruge kortet til planlægning af afgrødevalg på dine marker og brug af kvælstofreducerende virkemidler på dine arealer.
Kontakt Louise H. Riemann for yderligere information.
