Læs hvordan Miljøstyrelsen arbejder med kontrollen af pesticider hos ca. 650 jordbrugere hvert år. Kontrollen er finansieret via Sprøjtemiddelstrategi 2022-2026. Læs i denne nyhed hvordan kontrollen fungerer i praksis.
Nyhed fra Miljøstyrelsen – mst.dk
Pesticider risikovurderes og godkendes af Miljøstyrelsen. I den forbindelse fastsættes der en række betingelser for anvendelsen af midlerne. Fx hvilke afgrøder pesticiderne må anvendes i, hvornår på vækstsæsonen de må anvendes, hvor meget der må bruges pr. sprøjtning og pr. år, i hvilken afstand til §3-natur og naboer pesticiderne må udbringes osv. Det er jordbrugerne, der er ansvarlige for, at de følger de krav og restriktioner, der fremgår af midlernes etiket og brugsanvisning. Hvis midlerne ikke bruges efter forskrifterne, risikerer jordbrugeren, at der sker udvaskning af midlerne til grundvandet, ligesom de risikerer effekter på deres egen og andres sundhed og den omkringliggende natur. For at sikre, at landmændene og andre professionelle brugere af pesticider følger de mange restriktioner for brugen af pesticider, gennemføres der hvert år en grundig kontrol af en lang række virksomheder.
Pesticidkontrol
Der gennemføres hvert år fysisk pesticidkontrol hos ca. 600 jordbrugsvirksomheder og andre professionelle brugere af pesticider, herunder fx golfbaner, planteskoler, maskinstationer, bejdsevirksomheder m.fl. Kontrollen gennemføres for Miljøstyrelsen af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Desuden fører Miljøstyrelsen kontrol hos forhandlerne af pesticider med at indholdet af de solgte pesticider er lovlige, og med at pesticidforbruget hos jordbrugerne indberettes til Sprøjtejournalindberetningssystemet SJI. Derudover fører Fødevarestyrelsen kontrol med restkoncentrationer af pesticider i fødevarer og foder.
Endelig bliver der på Miljøstyrelsens vegne udført syn af pesticidsprøjterne som varetages af omkring 100 synsvirksomheder, så sprøjterne fungerer korrekt.
Risikobaseret udtagning til kontrol og konditionalitetskontrol
Ca. halvdelen af de 650 virksomheder Miljøstyrelsen kontrollerer, udvælges til kontrol via en række risikobaserede kriterier, fx udvælges der landbrug til kontrol, fordi jordbrugerne i Sprøjtejournalindberetningssystemet SJI har anført, at de har:
– anvendt pesticider godkendt via dispensation
– anvendt pesticider, der ikke længere er tilladte
– anvendt pesticider i afgrøder, hvori de ikke er godkendt
Der udtages også typer af jordbrugsvirksomheder, der traditionelt har et stort forbrug af pesticider, fx frugtavlere, væksthusgartnere og kartoffelavlere.
Den anden halvdel af jordbrugsvirksomhederne udvælges af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø til kontrol, fordi 1 procent af de jordbrugere, der får EU-tilskud, skal kontrolleres for en række krav, herunder om de opfylder reglerne på pesticidområdet. Denne kontrol kaldes konditionalitetskontrol.
Er der overtrædelser af en eller flere af en lang række regler, sanktioneres landmændene med træk i EU-støtten i tillæg til eventuel national sanktionering.
Ved den risikobaserede udtagning af virksomheder til kontrol, er omfanget af overtrædelser større (44,2 procent af jordbrugsvirksomhederne i 2023), end omfanget af overtrædelser blandt de virksomheder, der udtages til konditionalitetskontrol (34,3 procent af jordbrugsvirksomhederne i 2023).
Hvilke regler kontrolleres
Den fysiske pesticidkontrol hos jordbrugerne, der gennemføres for Miljøstyrelsen af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø omfatter kontrol af alle regler om anvendelse og opbevaring af pesticider. Det vil sige, at kemikalierummet gennemgås, sprøjtejournalen for den igangværende dyrkningssæson udleveres og kontrolleres, pesticidsprøjter og tilhørende synsrapporter inspiceres, sprøjteførerens uddannelseskrav kontrolleres, påfylde- og vaskeplads for sprøjten inspiceres osv. Processen for kontrollen og reglerne på området er nøje beskrevet i en kontrolinstruks, som hvert år opdateres i et samarbejde mellem Miljøstyrelsen og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Kemikalieinspektionen sanktionerer overtrædelser
Hvis kontrollørerne hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i forbindelse med kontrollen finder overtrædelser af en eller flere regler på området, oversender de sagen med alle billeder, sprøjtejournal, høringssvar mv. til efterfølgende håndtering hos Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion. Her gennemgås sagen, og der træffes beslutning om sanktionering, evt. i form af politianmeldelse.
Sprøjtejournaler
Sprøjtejournal indberetningssystemet SJI indeholder årlige indberetninger fra ca. 19.000 jordbrugsvirksomheder. De indberetter deres pesticidforbrug for hver afgrøde, og på disse afgrøder kan der være anvendt en række forskellige pesticider til bl.a. bekæmpelse af ukrudt, svampesygdomme og skadevoldende insekter. Miljøstyrelsens sprøjtejournal indberetningssystem er etableret med det formål at indsamle data om pesticidforbruget i jordbruget, for at Danmark dermed kan leve op til en EU-forpligtelse om at videregive disse oplysninger til EU Kommissionen. Det er derfor vigtigt, at alle de jordbrugere, der er omfattet af krav om, at indberetning af deres pesticidforbrug hvert år indsender oplysningerne til SJI. Miljøstyrelsen gennemfører kontrol af, om det sker, og hvis ikke bliver jordbrugsvirksomhederne politianmeldt for manglende indberetning.