Tak til de ca. 1.000 lodsejere som har deltaget i møderne om Grøn trepart i henholdsvis Aabenraa, Sønderborg, Haderslev og Kolding Kommune. Møder som blev arrangeret af kommunerne i samarbejde med de syd- og sønderjyske landbrugsforeninger, DN og Naturstyrelsen.
På alle møder blev der givet en grundig orientering om de kollektive virkemidler og tilskudsmuligheder ved landbrugsforeningernes udtagningskonsulenter bl.a. Louise H. Riemann fra LHN.
Efter orienteringen stod den på dialog ved kortbordene samt indtegning af forslag til projektområder, som kan bruges i kommunernes omlægningsplaner. Såvel udtagningskonsulenter som repræsentanter for kommunerne slog igen fast, at ingen projekter igangsættes uden lodsejerinddragelse. Frivillighed er det bærende element.
Omlægningsplaner
Omlægningsplanerne er dynamiske potentiale-planer, der udarbejdes af 23 lokale treparter, som er samarbejder mellem kommuner, landbrugsorganisationer, Naturstyrelsen og interesseorganisationer. Planerne skal identificere og prioritere konkrete projekter i forhold til reduktion af kvælstofudledning til vandmiljøet, udtagning af kulstofrige lavbundsjorde, etablering af og etablering af vådområder og forbedring af biodiversiteten.
Planerne skal godkendes i kommunalbestyrelserne senest ved udgangen af 2025 – og vil løbende blive opdateret af den lokale trepart i takt med fx ny viden i forhold til virkemidler. Det skulle gerne sikre, at omlægningsplanerne altid er aktuelle, og at de bidrager aktivt til at nå de nationale mål om kvælstofreduktion og klimaindsats.
Som lodsejer kan du ikke kan nægte, at dine arealer indgår i en omlægningsplan, men du kan ikke tvinges til at deltage i et konkret projekt. Et sådant vil altid kræve din frivillige deltagelse.
Flere lodsejermøder efter sommerferien
Tønder Kommune afholder møder for lodsejere i kommunen efter sommerferien, og det forventes, at de øvrige sønderjyske kommuner afholder yderligere møder i løbet af sensommeren eller efteråret.
