Aktuelt

Nyheder

Forside / Vær obs på ny lov om indkvartering af ansatte

Vær obs på ny lov om indkvartering af ansatte

Pr. 1. juli 2025 træder ”Lov om indkvartering af ansatte” i kraft. Lovens formål er at indføre visse minimumskrav til de boliger, som du som arbejdsgiver stiller til rådighed for dine ansatte.

Du er som arbejdsgiver omfattet af loven, hvis du ejer den bolig, som stilles til rådighed, eller hvis du lejer eller på anden måde, f.eks. via en mellemmand, organiserer en bolig til de ansatte. Hvis du som arbejdsgiver formidler en kontakt med en eller flere udlejere, anses du ikke for at stille bolig til rådighed. Det samme gælder i de tilfælde, hvor de ansatte reelt selv har sørget for at finde deres bolig.
Det er uden betydning for lovens anvendelse, om den ansatte betaler husleje.

Arbejdstilsynet fører tilsyn med, om boligkravene overholdes og de kan komme på uanmeldt besøg og uden retskendelse kræve adgang til de boliger, du stiller til rådighed.

Du er som arbejdsgiver forpligtet til at levere de informationer, det kræver at udføre tilsyn, og det samme er dine ansatte.

Hvad

Du skal sikre, at indkvarteringen ikke er sundhedsfarlig for dine ansatte, og at indkvarteringen opfylder følgende krav:

1) Der skal være tilfredsstillende adgang til wc, adgang til godt og tilstrækkeligt drikkevand, og der skal være behørigt afløb for spildevand.

2) Der må ikke indkvarteres flere end to personer pr. beboelsesrum medmindre det drejer sig om den ansattes børn eller den ansattes ægtefælle eller samlever eller disses børn. Det samlede antal personer, der bor i boligen, kan herudover overstige to personer pr. beboelsesrum, hvis der er et areal på 20 m2 eller mere pr. person.

3) Beboelses- og opholdsrum skal yde tilfredsstillende beskyttelse mod fugt, kulde, varme og støj.

4) Beboelses- og opholdsrum skal have tilstrækkelig adgang for dagslys samt forsvarlig adgang for luftfornyelse gennem et eller flere oplukkelige vinduer direkte til det fri.

5) Beboelses- og opholdsrum skal have mulighed for tilstrækkelig opvarmning og have et tilfredsstillende indeklima.

Sanktioner

Hvis Arbejdstilsynet oplever fejl eller mangler i forhold til lovkravene, får du i første omgang et påbud om at rette op.

Du har som arbejdsgiver dog ikke ansvar under straf for opståede mangler ved boligen, som du ikke er blevet gjort bekendt med af de indkvarterede ansatte, eller hvis de opståede mangler skyldes de ansattes brug, f.eks. manglende rengøring eller vanrøgt af boligen. Arbejdstilsynet har dog fortsat mulighed for at afgive påbud om udbedring af mangler ved boligen i disse situationer.

Lise Søndergaard

Bogholderi, HR & Lønservice

Dir. tlf.: 73642928
E-mail: ls@lhn.dk

Rikke Nim Festersen

Administrationschef, HR & Kommunikation

Dir. tlf.: 73642902

Mob.: 24424490
E-mail: rnf@lhn.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.